Sjælesøgerne

Marc går i 8. klasse på en byskole i København. Han har hidtil været en dreng, man ikke lægger mærke til og er kommet i dårligt selskab blandt nogle drenge i 9. klasse, der har krammet på ham. De ryger hash på skolens område, og vil have Marc til at stjæle cigaretter til sig, samt lave indbrud på skolen.

Marcs lillesøster, Melanie, der går i 7. klasse, lugter lunten, og vil hjælpe Marc. Han ved godt, han er kommet for langt ud og egentlig gerne vil hjælpes. Under en flugt fra de store drenge gemmer de to søskende sig i en smøge bag nogle tønder og en affaldscontainer. Drengene nærmer sig, og Marc og Melanie kravler op i containeren. Pludselig befinder de sig i en victoriansk verden, og kan ikke umiddelbart komme tilbage.

Den anden verden består af landene Umidia, Varîta og Ferocia.

·        Umidia er et frodigt land, hvor alt er godt og lyst.

·        I Varîta hersker ondskaben. Her er alt mørkt og goldt.

·        I Ferocia hersker vildskaben, her er landskabet vildt og goldt, men der er ikke mørke.

Margo, en pige på Melanies alder, kommer fra Umidia og bor i byen Bandarina. Hun har magiske evner og har før oplevet, at kalaganerne (sjælesøgere) er kommet og søgt efter sjæle og mærket de gode sjæle. Herefter sættes en hær af kalavòlere (sjælestjælere) ind for at stjæle sjælene.

Kayan, en dreng på Marcs alder, kommer fra Varîta og er ud af en familie af kalaganere. De skal finde de gode sjæle og gøre dem til slaver. Han er opdraget til ondskab, men vil gerne ud af det. Han fristes dog til at blive kalavòler, det højeste man kan opnå, som sjælesøger.